Tur til Arne Haugen Sørensens univers

Tur til Arne Haugen Sørensens univers

Lørdag d. 6. oktober 2018, kl. 7.30 – 19.00
Mødested: Sct. Olai Plads, kl. 7.30
Pris:  600 kr. for medlemmer og 700 kr. for ikke medlemmer.
Prisen omfatter bustransport, entréer på hele turen, rundvisning på diverse udstillingssteder, frokostplatte med 5 retter, kaffe/te + kage  om eftermiddagen. Beløbet medbringes kontant til turen.
Drikkevarer købes for egen regning.
Bindende tilmelding: Senest d. 22. Sept. Til Kirsten Holmsberg,  kirstenholmsberg@gmail.com. Oplys navn og tlf. nr., samt om du er medlem.
Turen gennemføres med min. 30 deltagere, maksimalt deltagertal 40
Tidsplanen er vejledende, der kan blive justeringer i programmet pga. eventuelle kirkelige handlinger.

Kl. 7.30 afgang fra Hjørring. På vej ud serveres som sædvanlig kaffe/te og rundstykke i bussen.
Kl. 10.00 Valgmenighedskirken i Herning

Vi bliver modtaget af valgmenighedens præst Morten Qvist, som guider os rundt i kirken og fortæller om Arne Haugen Sørensen’s udsmykning af kirken og hans usædvanlige billedunivers, samt tankerne bag kirkeprojektet. Se http://www.h-g-valgmenighed.dk/

Kl. 11.00 Vestjyllands Kunstpavillon i Videbæk
Arne Haugen Sørensen er en af de mest benyttende kirkekunstnere i Danmark. Da han besøgte Vestjyllands kunstpavillon i 2012, blev han straks begejstret for Henning Larsens arkitektur og relationen udviklede sig til, at Arne Haugen Sørensen fik sit eget museum i Videbæk i 2017, hvor han besluttede at donere 74 værker til Videbæk.
Vi vil opleve nogle utroligt udtryksfulde værker, skabt af en kunstner, der trods sin modne alder er enormt arbejdsom. Vi får en rundvisning i samlingen, samt forklaring af billeduniverset.
Den nye afdeling er muliggjort på baggrund af donationer fra Realdania, Ringkøbing-Skjern Kommune, Skak fonden og Færchfonden. Se http://www.vestjyllandskunstpavillon.dk/
Efter rundvisning er der frokostservering af platte med 5 små retter, før turen går videre.

Kl. 13.30 Ringkøbing Kirke

med Arne Haugen Sørensens altertavle, hvor vi får en forklaring på tilblivelsen af altertavlen. Kirkecentret stiller en rundvisning til rådighed. Se www.ringkobingkirke.dk
Byvandring i Ringkøbing
Vi får desuden en mindre byvandring i den smukke gamle by Ringkøbing, som også byder på spændende kunst i gadebilledet.

Kl. 15.30 Ankomst Nørre Vosborg

Nørre Vosborg er en gammel herregård, hvor bygningerne er blevet totalt istandsat af Real Dania incl. nyindretning af bygninger, så det i dag fungerer som hotel, restaurant, konference- og kulturcenter. Her serveres kaffe/te og kage. Se https://nrvosborg.dk/

Kl. ca. 19.00 Ankomst Hjørring