Aktivitetskalender Forår 2016

Indhold:

ArtHerning 2016 og Heerup Dane fæ

Syrien i krig – en menneskelig og kulturel katastrofe

Den syngende revolution - Fra USSR til EU

Generalforsamling og Marit Benthe Norheim Life-Boats projekt

Kunsthistorien på halvanden time

Maja Lisa Engelhardts univers

Aftentur med besøg hos kunstnere i Tversted og omegn

Bente Rønne

Har du i øvrigt en god idé til et spændende emne, vi burde kaste os over? Kontakt én fra bestyrelsen på telefon eller skriv en e-mail.

 

Tur til ArtHerning 2016 og Heerup Dane Fæ

Lørdag d. 30. januar 2016 kl. 08.00 – ca. 18.30

Mødested: Sct. Olai Plads, Hjørring kl. 08.00

Pris: for bustransport og entré til ArtHerning 300 kr. for medlemmer, 350 kr. for ikke-medlemmer

Tilmelding: senest d. 23.januar til Vibeke Brix, vibeke.brix@nordfiber.dk  eller 3027 9277

Efter at have holdt pause nogle år kan vi nu igen tilbyde en dagstur til Herning for at besøge den store årlige galleri-udstilling ArtHerning.

Vi kombinerer med et besøg på Carl Henning Pedersen museet, som har en stor udstilling: ”Herup Dane Fæ” i den store nye museumsudvidelse, som åbnede september 2015.

Med et retrospektivt snit hylder udstillingen Henry Heerup som ’danefæ’ i betydningen hvermandseje med fokus på det let aflæselige billedsprogs folkelige appel. Titlens dobbelthed retter imidlertid også fokus på Heerups bevidste iscenesættelse af sig selv i den ironiske rolle som ’det danske fæ’ i skikkelse af den fløjtespillende havenisse i dansk kultur.

På ArtHerning deltager 40 gallerier fra det meste af landet. Det forventes, at der er kunstværker fra omkring 250 danske og internationale kunstnere - såvel kendte navne som nye spirende talenter på kunstscenen.

Det er årets første store kunstbegivenhed i Danmark - og stedet, hvor kunstinteresserede danskere og samlere kan dyrke deres hobby og hente værker hjem til privaten.

KVIV serverer formiddagskaffe i bussen.

Frokost er ikke indregnet i prisen, men kan købes i Messecentret, hvor der er mange spisemuligheder eller man kan medbringe den.
Ca. kl. 16.00 kører vi tilbage til Hjørring.

Se evt. mere på www.artherning.dk og www.chpeamuseum.dk


 

Syrien i krig – en menneskelig og kulturel katastrofe
v/ Anders Hastrup, forh. direktør for Det danske institut i Damaskus

Onsdag d. 3. februar 2016 kl.19.00 - blev aflyst pga. jobskifte til udlandet

Sted: Byrådssalen, Rådhuset, Springvandspladsen 5, Hjørring

Pris: 75 kr. for alle.

Ingen forhåndstilmelding, der betales ved indgangen.

Foredraget er lavet i et samarbejde mellem KVIV og Folkeuniversitetet i Hjørring

Foredrag af cand.mag i arabisk og PHD i mellemøstlige studier Anders Hastrup, som var direktør for Det danske institut i Damaskus og blev af styret erklæret persona non grata i 2012.

Anders Hastrup beriger os med sin store viden om denne særlige region, som er så langt fra vores verden, men som vi dog får tættere på via flygtningestrømme til og gennem Danmark.

Anders vil også vise os eksempler på noget af alt det smukke i Syrien, som mange af os ikke nåede at se, og som vi aldrig vil få lejlighed til at se, da det er knust for altid.

 

 

Den syngende revolution - Fra USSR til EU
v./ Rikke Helms, leder af Det Danske Kulturinstitut i Riga (1990 – 2003)

Onsdag d. 9. marts 2016 kl. 19.00

Sted: Amtmandsboligen, Amtmandstoften 1, Hjørring

Pris: 75 kr. for alle.

Ingen forhåndstilmelding, der betales ved indgangen. Foredraget er lavet i et samarbejde mellem KVIV og Folkeuniversitetet i Hjørring

Estlands, Letlands og Litauens vej fra Sovjetrepublikker til selvstændige EU – lande, 1990 – 2015.

Gennem Politiken's storstilede støtte kampagne i 1989 var avisens læsere med til at muliggøre oprettelsen af Det Danske Kulturinstitut i de tre baltiske sovjetrepublikker i august 1990.

Danmark blev dermed det første vestlige land i verden, som i 1990 helt fysisk ”rykkede ind” i de tre baltiske sovjetrepublikker. Det Danske Kulturinstitut hilstes af balterne velkommen som en kærkommen manifesteret politisk støtte i kulturel indpakning.

Rikke Helms blev som udpeget leder, ikke blot Danmarks første (uofficielle ) repræsentant i Riga, Letland, hvor Kulturinstituttets hovedkontor åbnedes, men også vidne til og involveret i de mange dramatiske begivenheder i balternes frihedskamp, som førte til den uventede selvstændighed i august 1991.

Rikke var institutleder for Det Danske Kulturinstitut i Letland med filialer i Estland og Litauen fra 1990 til 2003. Hun vil fortælle om nogle af de mange intense, emotionelle og vanskelige problemstillinger, der dukker op under et lands kamp for sin selvstændighed. Om en kamp, som – helt enestående – fik sin næring og samlende styrke i de 3 landes rige sangtraditioner og blev næsten ublodig. Hun vil fortælle om landenes overgang til EU – medlemskab, og hvad det aktuelt betyder for de tre tidligere sovjetrepublikker.

 

 

 

Generalforsamling
og møde med Marit Benthe Norheim og Life-Boats projektet

Torsdag d. 10. marts 2016, kl. 19.00

Sted: Vendsyssel Kunstmuseum, P. Nørkjærs Plads, 9800 Hjørring

Pris: Gratis

Tilmelding: Ingen.

KVIV afholder denne aften ordinær generalforsamling. Dagsorden kan læses her og regnskab for 2015, side 1 og side 2.

Ønsker man dagsorden eller regnskab tilsendt, kan man henvende sig til Kirsten Holmsberg pr. mail: kirstenholmsberg@gmail.com eller tlf. 9891 0164 eller mobil: 2267 6853.

Vi håber, at rigtig mange har lyst til at deltage i generalforsamlingen.

Traditionen tro udloddes der gode kunstgaver til fremmødte medlemmer.

Efter generalforsamlingen vil Marit Benthe Norheim fortælle om sit hidtil største projekt: Life-Boats, som består af tre sejlende skulpturbåde i ferrocement. De tre kæmpestore skulpturer, som hver især er fuldt ud funktionelle skibe, er formede som kvinder på forskellige stadier i livet:

- Længsel – den unge, på vej ud i verden

- Liv – midt i livet og gravid

- Minder – den aldrende

Den kunstneriske proces involverer professionelle skibsbyggere, betoneksperter, skibsingeniører, tonekunstnere, kunstnerkolleger, venner fra landsdelen, det øvrige Danmark og udlandet. Når skibene er færdige, skal de ud på en sejltur langs den danske østkyst og ad de gamle vandveje som udgøres af de europæiske floder og kanaler.

Se mere på www.life-boats.com

 

 

Kunsthistorien på halvanden time
v/ Bente Scavenius og Peter Kær, kunstformidlere mm.

Onsdag den 6. april 2016 kl. 19.00 – 21.00 (med kort pause)

 

Sted: Hjørring Bibliotek, Salen, Metropolen, Østergade 30, 9800 Hjørring

Pris: 150 kr. KVIV medlemmer får rabat på 50 kr. ved oplysning om medlemskab ved tilmelding.

Tilmelding: Billet kan købes på www.fof-vendsyssel.dk eller 7025 5050

Arrangeret i samarbejde med FOF-Vendsyssel og Hjørring Bibliotekerne.

Det behøver ikke at tage alverdens tid. Sådan lige at suse igennem kunsthistorien. Faktisk bringer Bente Scavenius og Peter Kær dig omkring de vigtigste nedslagspunkter i kunstens historie på bare 90 minutter. Fra hulemalerier over antikken til samtidskunsten. Fra Venus til Olafur Eliasson. De to kunstformidleres ambition er at åbne kunstens univers og betydning for vores måde at være i verden på. Når Bente Scavenius og Peter Kær diskuterer kunsten sammen, er det historikeren og formidleren, der mødes og anskuer fra forskellige vinkler. Det bliver en munter rejse med interessante koblinger, når verdenskunsten foldes ud på den måde!

 

 

Maja Lisa Engelhardts univers

Søndag d. 22. maj 2016, kl 15.00 til ca. 17.00

Sted: Byrådssalen, Rådhuset, Springvandspladsen 5, Hjørring

Pris: 50 kr. for medlemmer, 75 kr. for ikke medlemmer inkl. en kop kaffe/the

Tilmelding: senest d. 17. maj til Kirsten Villadsen, kirsten@vilmads.dk eller tlf. 2211 3622

Maja Lisa Engelhardt har siden sin uddannelse i 1980 på Det Fynske Kunstakademi været travlt optaget med udstillinger og udsmykningsopgaver såvel herhjemme som i udlandet.

Maja Lisa Engelhardt vil fortælle om sit arbejde med kirkeudsmykninger, bibelillustrationer, om sin tro – i det hele taget om sit arbejde som kunstner.

Maja Lisa Engelhardt henter meget af sin inspiration i den danske natur og i sin egen kristentro. Hendes form nærmer sig det abstrakte, men udgangspunktet i naturoplevelserne fornemmes både i enkelte genkendelige fragmenter, i farvernes fylde, lysets vekslende spil og penselskriftens skiftende karakter. Maja Lisa Engelhardt maler ”sjælelige landskaber”.

 

 

 

Aftentur med besøg hos kunstnere i Tversted og omegn.
Vi besøger keramiker Dorthe Hansen, Tannis Lys v. Bodil Terp og kunsthåndværker Bente Rønne.
 

Torsdag d. 2. juni 2016, kl. 18.30

Mødested: meddeles senere til deltagerne. Af pladshensyn vil der være begrænset deltagelse.

Pris: 50 kr. for medlemmer, 75 kr. for ikke-medlemmer.

Kaffe serveres hos en af kunstnerne.

Tilmelding senest 24. maj til Kirsten Villadsen, kirsten@vilmads.dk eller tlf. 2211 3622

Dorthe Hansen skriver:

- Forberedelser – skitser og tanker

- Dreje fine former – modellere og give leret liv.

- Finpudsning – kaffepauser.

- Se på og ændre. Spekulere på hvad det var, jeg ville

- Lade det ene føre videre til det næste. En evig forandring til forbedring.

- Forsøg – luftkasteller – former til farver – farver til former.

Når det lykkes er alt så godt. Hvis ikke, så forfra igen – det bliver aldrig det samme som sidst.

Dagene bliver korte – nætterne med varme i værkstedet – spændinger i luften og i leret. Travlhed og stilhed – træthed og energi. Tur til stranden. Højt til himmelen – luft under vingerne. Plads til tanker – plads til enhver. Dreje nye former – modellere.

Se http://www.dh-keramik.dk/  

     

 

 

 

Tannis lys

Tannis Lys holder til i en gammel slægtsgård. Her fremstilles stearinlys efter gamle traditioner.

Bodil Terp vil give os et indblik i, hvorledes farverne vælges, og hvorfor valg af råvarer har stor indflydelse på, hvordan lysene brænder.

 I galleriet udstilles lysene, forskelligt "tilbehør" til lysene samt enkelte kunstgenstande.

Se http://www.toppenafdanmark.dk/danmark/tannis-lys-tversted-gdk599160

 

Bente Rønne skriver:

I mit Atelier, smukt beliggende midt i naturen, arbejder jeg med abstrakt maleri, primært olie og akvarel.

Inspirationen til mine malerier finder jeg dels gennem åndelige idéer og tanker og dels i den nordjyske natur. Men også i den storslåede amerikanske natur, hvortil jeg har foretaget utallige rejser.

Via min kunsthåndværkeruddannelse fremstiller jeg også hånddrejet unika stentøj og formbrændte unika glasfade.

Der formidles følelser såvel som indtryk, samlet over et langt liv her i det nordlige Vendsyssel.
Unika glasfade fremstilles på den amerikanske måde, hvor man fuser/smelter sammen og slumper/brænder i facon i forme. Formene skaber jeg selv.

De hånddrejede unika emner i stentøj og porcelænsler er dekoreret og glaseret med selvkomponerede glasurer.

Se http://www.bente-roenne.dk