Hjørringtapetet og Håndværkernes hus

Onsdag 20. marts kl. 19.00 – 21.00
Mødested: Håndværkernes hus, Tinpottegyde 6, 9800 Hjørring.
Pris: 100 kr. for medlemmer, 150 kr. for ikke medlemmer (incl. kaffe/te).
Tilmelding: Senest 12. marts til Helle Spang, hellespang@gmail.com – Oplys navn, tlf.nr og om du er medlem.
7. marts 2024: deltagerantallet har nået maksimum. I kan stadig skrives på en venteliste, og der skrives til jer, hvis der bliver plads.  (pt. er 10 på ventelisten).

Håndværkernes hus åbnede i oktober 2023 en helt ny tilbygning, hvor det 72 m. lange Hjørringtapet har fået en fornem plads. Vi får en introduktion til Håndværkernes hus og til tapetet – og naturligvis mulighed for at se lokaliteterne.

Hjørringtapetet. Hjørrings Historie fortalt med nål og tråd« Inspiration til syningen er hentet i Bayeux i Frankrig, hvor kvinder for snart 1000 år siden fremstillede et tapet, som skulle berette om det berømte slag ved Hastings i England i året 1066. Takket være kong Erik Plovpenning opnåede Hjørring købstadsprivilegier i 1243, og Hjørring Tapetet fortæller købstadens historie frem til år 2018 (775 år).

Hjørring-motiverne er tegnet af Poul Andersen. De er i en periode over 10 år blevet syet af 11 brodøser. Tapetet er syet med sting, som er kendt fra Bayeux Tapetet, f.eks. kontursting, kædesting og nedlagte sting. Ligeledes er broderitrådenes farver nøje udvalgt.

Håndværkernes Hus er et dynamisk museum, som sprudler af liv i åbningstiden.
Fra den spæde start i 1999, hvor der var 15 aktive brugere, har huset efterhånden genereret ca. 55 aktive brugere. Som navnet siger, holdes en bred vifte af håndværksmæssige færdigheder i hævd i huset. Der arbejdes med vidt forskellige opgaver og materialer. I en vis udstrækning udføres forskellige reparationsopgaver, specielt indenfor træ, jern, maling, telefoni samt radioer fra før 1970.

Se mere på https://xn--hndvrkerneshus-libt.fora.dk/ eller på Facebook.